Nem æblekage

Den allerbedste æblekage er selvfølgelig den første æblekage med nyfaldne Gråsten æbler i oktober måned! En kage man kan længes efter i efterårsmånederne, når de første stearinlys tændes og det bliver hurtigt mørkt udenfor. Nu er de lyse tider på vej, men derfor kan man godt spise æblekage alligevel. For januar er også en lang, mørk og træls måned at komme igennem. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor alle de nytårsforsæt om at tabe sig i januar måned aldrig lykkes. Man skal da have kage for at klare sig igennem denne måned, hvor alle julelys og fester er glemt! Så her får du en opskrift på en super nem æblekage. Det mest besværlige ved denne opskrift, er at du skal skrælle og skære æblerne i stykker. Måske har du sådan en sjov opfindelse, som jeg har? En æbleskrællermaskine der både skræller og skærer æblet i tynde ringe. Så er det bare at halvere æbleringerne, vende dem i kanelsukker og smide dem ned i dejen. Men hvis du har rigtig travlt, så dropper du at skrælle æblerne. Det går også fint med skræl på.

Nem æblekage 6-8 portioner:

  • 150 g sukker
  • 2 æg str L
  • 150 g hvedemel
  • 150 g smeltet smør
  • 3 store æbler
  • kanelsukker

Æg og sukker piskes hvidt og skummende. Tilsæt hvedemel og det smeltede smør og vend det forsigtigt rundt. Hæld dejen i en smurt springform eller en tærteform. Først vender du alle de tynde og skrællede æblebåde i en kanelsukkerblandning (1 spsk sukker og 2 tsk kanel) og derefter ned i dejen.

Bagetid: 30-35 min ved 200 grader alm. ovn/175 grader varmluft. Server kagen med creme fraiche eller flødeskum. Pynt gerne med flormelis, som du drysser over kagen gennem en si.

Så nu har du opskriften og ideen til eftermiddagskaffen i morgen! God fornøjelse – Håber du kan lide den! Her blev den spist op rub og stub på et øjeblik.

4 thoughts on “Nem æblekage

  1. Mmmhh….. Tror mit første indlæg som gæsteblogger skal være af Den Finske Langstidsbagte Æblekage – stort set samme opskrift (pund-til-pund-kage it is?) – med rugmel og margarine, og 3,5 timer i ovnen ved lav varme … Meget rustikt, meget finsk – og helt fantastisk. På finsk porcelæn, naturligvis! 🙂

    Like

  2. kan den fryses ned? det er jo godt at kunne lave et lager af kage, når man har æg i overskud inden man skal rejse 😉

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.