Kanelboller på svensk

Sådan en halv-svensker som jeg, holder rigtig meget af kanelboller! Kan man overhovedet blive træt af kanelboller? Nej, det tror jeg ikke. Mine døtre elsker, når jeg bager kanelboller til os. Den bedste overraskelse en fredag eftermiddag efter skole, er frisklavede kanelboller. Med mit arbejde har jeg tit fri om fredagen om dagen, og det udnytter jeg til at få bagt. Om eftermiddagen er det hyggeligt at samles med min familie over kaffe, varm kakao og kanelboller. Så får vi hørt lidt om, hvordan ugen er gået og snakket om weekendens arrangementer eller mangel på samme. For det er jo også rart engang imellem, at ingen har arbejde eller aftaler uden for hjemmet både voksne og børn! Tilbage til kanelbollerne – De svenske kanelboller ligner slet ikke de danske kanelsnegle. For det første er de svenske boller meget mere hvedebrøds-agtige og så er de tilsat kardemomme.Desuden har de det lækre hvide perlesukker på toppen, som man desværre kun kan købe i Sverige. Af en eller anden grund er det danske perlesukker gennemsigtigt. Det laves ellers af Dansukker både i Sverige og i Danmark, men det er altså ikke det samme sukker. Så indtil videre har jeg fået svenske venner til at tage perlesukker med til mig fra Sverige, når de er hjemme på besøg. Hvis du ikke har en svensk forbindelse, som kan tage perlesukker med til dig, så drysser du bare med det danske i stedet. Sukker er sukker, som er sukker. Det er alene et spørgsmål om udseende. På billederne har jeg lavet Kanelsnurrer istedet for snegle. I opskriften beskriver jeg den mest enkle måde at lave kanelboller på – nemlig snegleformen. Hvis du har lyst til at lave snurrer ligesom mig, så kig på youtube filmen her.

Kanelboller 12 store boller:

  • 100 g smeltet smør
  • 3 dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 spsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 2 tsk kardemomme
  • ca 500 g hvedemel
  • Kanelsmør:
  • 75-100 g smør
  • 1 dl sukker
  • 2 tsk kanel

Smelt smørret og bland det sammen med mælken. Det skal være lunkent ca 37 grader (enten køler du af eller varmer det op igen til rette temperatur) inden du opløser gæren i blandningen. Tilsæt derefter sukker, kardemomme, salt og tilsidst hvedemel. Lidt af gangen! Det skal være en fin og let dej. Ælt den og stil den til hævning i ca 45 min. Slå dejen ned og rul en plade ud på ca 20×25 cm og smør kanelsmørret ud på den. Rul pladen sammen fra den lange led og skær 12 stykker ud, som du lægger i papirforme på en bageplade. Lad bollerne hæve i ca 30 min igen. Inden du putter dem i ovnen, pensler du dem med et sammenpisket æg og drysser perlesukker på. Bagetid: 225 grader alm ovn eller 200 grader varmluft i 12-15 min

 

15 thoughts on “Kanelboller på svensk

  1. Hej Ulrika, din blog ser virkelig meget flot ud. Tillykke! Hvis du skulle mangle perlesukker en dag så skal du bare vide at der findes “Hagelzucker” i Tyskland,som nok er meget tæt på at være det samme produkt. Bare som et tip. Hilsen Kristina

    Like

    • Hej Kristina – og Ulrika🙂

      Godt tip – men jeg hamstrer også i Sverige… Desuden, skal der i hvertfald i de finske versioner af kanelbullar (örfiler) bruges groft kardemomme, som man også kan købe i Sverige i glasrør ligesom vanille-stænger. Herhjemme kan man også købe hele kardemommefrø (hos indvandrer-grønthandlere fx) og male dem groft selv. – Og et tip, smid et par af de hele åbne kardemommekapsler ned til kaffen i stempelkanden (som jeg kan se på fotoet) inden du hælder vand over; kardemommekaffe ftw!

      Hej då, Hanne

      Like

      • Kære Hanne,
        Jeg hamstrer også kardemomme, når jeg er i Sverige. Og bruger også helst hele kardemommekapsler, som jeg selv støder i en morter ( den ser du også på billedet). Kardemommekapslerne kan også købes i Tyskland! En anden gang vil lave kardemommeboller. Hvor man i stedet for kanelsmør har kardemommesmør i bollerne. Det smager endnu mere vidunderligt end kanelboller, hvis det overhovedet er muligt!?
        Når jeg bruger hele kardemommekapsler i kanelbollerne, så. Bruger jeg cirka 5-6 kapsler.
        Tippet med kardemomme-kaffe skal helt klart testes!
        Kh Ulrika

        Like

    • Tak Kristina! Det vidste jeg slet ikke! Og det vil straks blive indkøbt og afprøvet ved førstkommende indkøbstur til Flensborg! Jeg er meget glad for, at du følger min blog! Del gerne via min blog til FB🙂
      Kh Ulrika

      Like

  2. Pingback: Snur en søndags – blåbærbolle. | Den glade kagekone

  3. Pingback: Nyt fyld til dine svenske bullar – kanel,æble og marcipan & vanille og marcipan. | Den glade kagekone

  4. Pingback: Kardemommeboller til en kardemommelover. | Den glade kagekone

  5. Pingback: Alle elsker svenske kanelboller! | Den glade kagekone

  6. En hel/halv svensker med respekt for sig selv, har ALTID et kæmpe lager med perlesukker hjemme🙂. Min mand har altid lavet grin med mit lager, indtil vi var på besøg i den svenske sømandskirke i Skagen. Der havde de et helt skab med det🙂 Perlesukker, kardemomme og tyttebær kan man ikke leve uden🙂

    Like

  7. Pingback: Blåbærboller med masser af kanelsmør og blåbær. | Den glade kagekone

  8. Jeg har bagt dine kanel boller to gange nu, begge gange som “snurrer” og de er helt klart min favoritkage. Jeg kan rigtig godt lide brød med kardemomme. Og jeg synes at det er helt perfekt at de er drysset med perle sukker, det er sødt men på en dejlig måde – ikke oversødt🙂 Mange tak for at du deler dine dejlige opskrifter !

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: