Æblemuffins med mazarin

 

Æblemuffins med mazarin

Endelig er de danske æbler her igen! Der findes ikke noget bedre end at bide i et lækkert nyplukket dansk æble. Syrligt og sødt og knasende sprødt. Straks jeg ser og smager de nye æbler, begynder jeg at drømme om alle de æblekager, jeg skal bage. Vi har stadig ikke et fuldvoksent æbletræ i vores have. Men jeg håber at min veninde, som har et tudse-gammelt æbletræ i sin have, vil lade mig få et par poser eller tre fra sit dejlige Filippa træ. Filippa’er smager bare så godt, synes jeg. Men de lokale Gråsten æbler er nu heller ikke at foragte! Og jeg er helt sikker på , at du med succes kan bruge lige netop dit yndlingsæble til disse muffins!

Jeg er blevet ret vild med mazarin, og i denne opskrift kombinerer jeg sandkagedej, mazarinmasse, æbler og kanel. Det kan det kun blive godt! Da jeg havde fyldt de første 12 muffinsforme med sandkagedej, mazarinmasse og æbler, havde jeg stadig mazarinmasse tilovers. Hvis du også har det, så prøv at lave et par muffins kun af mazarinmasse og æbler. Det er ikke ringe. Hvis du bare elsker den rene marcipansmag, så lav muffins’ene med udelukkende mazarin og æbler vendt i kanel og ingen sukker. Men i så fald skal du lave dobbelt portion af mazarinmassen.

Sandkagedej:

  • 50 g smeltet smør
  • 1 dl mælk
  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 3 dl hvedemel
  • 1 1/2 tsk bagepulver

Bland det smeltede smør med mælken og lad det køle af. Pisk æg og sukker hvidt og skummende – Det tager cirka 10 min. Bland hvedemel, vanillesukker og bagepulver og sigt det skiftevis med smør/mælk ned i æggemassen. Lad dejen hvile imens du laver mazarinmassen.

Mazarin:

  • 125 g ren rå marcipan eller bagemarcipan
  • 125 g sukker
  • 125 g blødt smør
  • 2 sammenpiskede æg
  • 30 g hvedemel.

Rør marcipanen sammen med sukkeret og tilsæt det bløde smør. Hæld æggene i. Pisk godt og vend tilsidst melet i.

Skræl 2 store æbler og skær dem i både eller i tern. Vend dem i 2 spsk sukker sammen med 1-2 tsk kanel. Nu hælder du sandkagedej i muffinsformene, indtil de er halvt fyldt. Brug gerne papirs-muffinsforme, som du sætter ned i en muffinsform. Top op med mazarinmassen og pres så mange æblestykker ned i, som du synes. Jeg fik cirka 12 stk ud af portionen. Bages på 200 grader i ca 12-15 min.

Roserne på billederne hedder “Crown Princess Margareta” og de er fra min have. Synes de passede så smukt til de fine æbler.

 

DSCN9976

 

 

 

Blåbærtærter med bagt hasselnøddecreme.

Blåbærtærter med bagt hasselnøddecreme

Måske har du også en pose frosne blåbær i fryseren? Jeg lavede dem her i forleden, da jeg opdagede en pose frosne blåbær længst nede i kummefryseren!

Som altid når jeg bager tærte, bruger jeg den samme mørdejs opskrift. Find mørdejsopskriften her!

Jeg valgte at lave små portionstærter, men opskriften rækker til en almindelig størrelse tærteform. Jeg havde selv ikke portionsforme nok, og fik den geniale ide at bruge 2 ramekiner i stedet. Det fungerede fint. Så det er altså også en mulighed.

Bagt hasselnøddecreme:

50 g blødt smør

50 g hasselnøddekerner

50 g sukker

1 æg

Blend nødderne til helt fint nøddemel. Pisk smør, nøddemel, sukker og æg sammen til en creme. Smør cremen ud i jævnt lag på mørdejsbunden.

Blandes:

300 g blåbær (hvis du bager én stor tærte kan du få brug for flere bær – ca 500g)

1 spsk kartoffelmel

Og smid alle blåbærrene ovenpå hasselnøddecremen. Bag tærten på 220 grader i 5 minutter, skru så ned til 180 grader og bag yderligere 20-25 minutter

DSCN9633

Pandekager med kærnemælk til søndagsmorgenmaden!

Findes der noget bedre end en søndag morgen, hvor man kan sove længe, og har tid til at lave en ekstra god morgenmad? Min familie elsker, når der er pandekager til morgenmad. Sidste søndag legede vi, at det var sol og sommer allerede og spiste jordbær og ahornsirup til pandekagerne. Det er jo bare godt! Og selvom det absolut ikke engang føles som forår endnu, så smagte jordbærrene overraskende sødt. Al slags frugt er godt at servere til pandekagerne – Feks kan jeg godt lide mango og granatæble og selvfølgelig med ahornsirup på toppen! God weekend!

Pandekager med kærnemælk ca 16 stk:

  • 150 g hvedemel
  • 1 spsk rørsukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 2½ dl kærnemælk
  • 1 æg

Bare hæld alle ingredienser i en skål og pisk det sammen til en glat dej. Steg dem på panden i smør.

    Syltetøjskager 

    Noget jeg altid finder i køleskabet er marmelade- og syltetøjsrester. Der er altid lige tre skefulde i glasset, som ingen gider at spise. Mit nytårsfortsæt i år er at bruge alle rester i køleskabet, viktualierummet og fryseren. Inden jeg går på indkøb bliver alle hylder og skuffer tjekket, og så laver jeg madplaner for en uge af gangen. Det kræver, at jeg tænker kreativt hele tiden, og det synes jeg er sjovt. De bedste rester er syltetøjsrester! Jeg elsker nemlig at lave syltetøjskager! Så hvis du også altid har glas med små rester af marmelade, (lemon-) curd eller syltetøj stående, så kommer du til at elske denne opskrift. Opskriften er meget nem og hurtig, og ligetil for børn der gerne selv vil bage. 

    Syltetøjskager 16 stk:

    • 125 g blødt smør
    • 60 g sukker
    • 1/2 spsk vanillesukker
    • 1/2 tsk bagepulver
    • 240 g hvedemel
    • 1 æg
    • Marmelade-, syltetøjs- eller lemoncurdrester

    Bland alle ingredienser sammen i en skål – nemmest i en køkkenmaskine hvis du har en. Men ellers bare saml det hurtigt til en dej. Rul dejen til en pølse og del den i 16 stykker. Rul dejen ud i kugler. Hvis du har små forme som dem på billedet så brug dem, eller læg kuglerne direkte på bagepladen med bagepapir. Brug din tommeltot til at trykke en fin fordybning i kagen. Fyld dine syltetøjsrester i fordybningen. Bages på 180 grader varmluftovn i 12-15 min eller til de er gyldne. 

    Tærte med hvid chokoladecreme og bærsovs.

     


    Nogen opskrifter kan godt tåle en reprise! Første gang jeg skrev om tærten var i 2013. Dengang serverede jeg tærten med en varm bærsovs, men da billederne skulle tages var bærsovsen blevet kold og var stivnet. Derfor ser det ud som gele på billederne. I weekenden får vi middagsgæster, og jeg har planlagt at servere tærten med blodappelsinfileter istedet for bærsovs. Det er en dejlig dessert, og faktisk også en nem dessert til gæster. Så den kan anbefales!

    Jeg kan godt lide denne opskrift, fordi den bruger både creme fraiche og appelsinsaft. Det giver en god syrlighed til cremen, hvor hvid chokolade og piskefløde alene godt kan gå hen, og blive lidt for fedt for min smag.

    Du kan bruge min sædvanlige mørdejsopskrift 3-2-1 = 300 g mel, 200 g smør, 100 g sukker blandes i en køkkenmaskine og så lige et æg til at samle dejen. Lad dejen hvile en halv times tid i køleskabet. Rul mørdejen så tyndt ud, som du kan. Og bag den i ovnen på 190 grader gerne med et stykke smurt sølvpapir fyldt med bønner eller små bagekugler oveni i 12-15 min. Derefter fjerner du bønnerne/ bagekuglerne meget forsigtigt, og bager bunden færdig til den er knusende sprød og let brun over det hele. Lad tærtebunden køle helt af, inden du fylder cremen i.

    Hvid chokoladecreme:

    • 3 dl creme fraiche
    • 1,5 dl fløde
    • saften fra 1/2 appelsin
    • 200 g hvid chokolade
    • 3 blade husblas udblødt i vand

    Bland creme fraiche, fløden og appelsinsaften og varm det op over svag varme. Tag gryden af varmen ved 60-70 grader og smelt 200 gram hvid chokolade i flødeblandingen. Rør til sidst tre udblødte blade husblas i. Hæld fyldet i den afkølede tærteform og stil den i køleskabet i 2-4 timer eller indtil den er fast.

    Jeg lavede en bærsovs af 250 g solbær og 75 g hindbær. Først kogte jeg solbærrene, og brugte en stavblender til at få en glat sovs. Derefter hældte jeg hindbærene i, vendte dem rundt, og tog gryden af varmen. Men jeg tænker at alle slags bær kan bruges enten friske eller kogt til sauce eller gele.